|
|
||
I det efterfølgende gennemgås de enkelte produkttypers kemiske sammensætning og hærdningsproces.
Hærdeplastbaseret
Fugefrie gulve baseret på hærdeplast benyttes især, hvor der stilles store krav til hygiejne, slidstyrke eller kemiske belastninger.
Hærdeplaster er karakteriserede ved, at de hærder ved en kemisk reaktion og giver et slutprodukt med stor stabilitet overfor ydre påvirkninger.
Gulve af hærdeplast leveres i mange varianter med hensyntil tykkelse og sammensætning. De udlægges normalt på cementbaseret underlag, men kan under særlige forhold også udlægges på træbaseret underlag og på underlag af stål eller asfalt.
I det følgende gives en kortfattet oversigt over de forskellige belægningstyper.
Der må påregnes variationer mellem egenskaberne, afhængigt af materiale og produktsammensætning.
Inden endeligt valg, bør der derfor indhentes specifikke oplysninger hos leverandøren.
Acryl
Acryl er en hærdeplast, hvor bindemidlet er MMA (methylmetacrylat), som polymeriserer ved tilsætning af en hærder (initiator).
Epoxy
Epoxy er en hærdeplast, hvor bindemidlet er en lav- eller højmolekylær epoxyresin, som hærder ved tilsætning af en hærderkomponent.
Polyuretan
Polyuretan er en hærdeplast, hvor bindemidlet er polyuretan (normalt præpolymeriseret), som hærder ved tilsætning af en hærdekomponent indeholdende isocyanat. Polyuretan leveres også som 1-komponent indeholdende isocyanat, der hærder ved hjælp af fugt.
Cementbaseret
Hårdbeton, flydemørtler og terrazzo
er en gruppe produkter, hvor bindemidlet er standard- eller specialcement, evt. tilsat puzzolaner og/eller polymerer. Cementbaserede produkter hærder (hydratiserer) ved tilsætning af vand.
Cementbaserede gulvbelægninger kan udlægges på nyudstøbte eller gamle betonunderlag og benyttes især, hvor der stilles store krav til hygiejne eller slidstyrke eller til kemiske og termiske belastninger.
Hydraulisk bundne cementbaserede gulvbelægninger består af standard- eller specialcement tilsat mineralske fyldstoffer, evt. puzzolaner og/eller polymerer.
Cementbaserede gulvbelægninger dækker et bredt spektrum af produkter med trykstyrker fra 30 ? 200 MN/m2.
Flydemørtler med trykstyrker under 30 MN/m2 benyttes normalt som undergulv for andre gulvbelægninger, mens flydemørtler med trykstyrker derover benyttes som gulvbelægning.
Hårdbeton
Gulvbelægning af hårdbeton udlægges typisk i tykkelser fra 10 - 30 mm, afhængigt af det påtænkte behov. Gulvbelægning af hårdbeton øger overfladens fysiske, kemiske og mekaniske egenskaber betydeligt. Udføres normalt i lys grå, men kan indfarves med jernoxidfarver. Belægningen kan udføres med en overfladestruktur, der gør gulvet gangsikkert.
Flydemørtel
Gulvbelægning af flydemørtel udlægges typisk i tykkelser fra 4 - 20 mm, afhængigt af det påtænkte behov. Gulvbelægning af flydemørtel øger overfladens fysiske, kemiske og mekaniske egenskaber. Udføres normalt i lys grå, men kan indfarves med jernoxidfarver. Belægningen kan udføres med en overfladestruktur, der gør gulvet gangsikkert.
Terrazzo
Gulvbelægning af terrazzo kan udlægges på betonunderlag og under særlig hensyntagen også på trægulve. Terrazzo udføres i 13 - 16 mm tykkelse og udlægges normalt på et 20 - 50 mm tykt mellemlag af beton. Terrazzo danner en tæt, glat og mat gulvoverflade, som fås i forskellige farvenuancer.
Kilde: Gulvbranchen (tidligere GSO) www.gulvbranchen.dk